Skolebiblioteket

Skolebiblioteket
Skolebiblioteket holder til på loftet og har en stor samling af skøn- og faglitterære bøger til alle aldersgrupper på skolen. Vi prioriterer, at der til stadighed er ny og aktuel litteratur til rådighed for eleverne.
Der er åbent på biblioteket jævnt over hele ugen, og hver klasse på skolen har en ugentlig bibliotekstime med klasselæreren, hvor eleverne kan låne bøger til fritidslæsning samt til læse-skrivebåndet. I bibliotekstimen er der desuden mulighed for at få læst en historie højt af bibliotekaren, få biblioteksundervisning og få råd og inspiration til sit bogvalg m.m. Arbejder klasserne med bestemte emner eller projekter, er eleverne selvfølgelig også velkomne på biblioteket til at søge materialer, råd og vejledning.
Bøgerne må lånes i en måned. Beskadigede eller bortkomne bøger skal erstattes.
I vinterhalvåret er der også åbent på biblioteket i 10-frikvarteret, hvor man kan hygge sig i bibliotekets mange hyggelige hjørner med at læse, tegne, spille spil eller lege med Lego.
I løbet af året laves der forskellige elev-og temaudstillinger samt små konkurrencer.

Taskebøger
I starten af skoleåret låner eleverne taskebøger i de forskellige fag.
Taskebøgerne skal forsynes med bogbind. I slutningen af skoleåret afleveres bøgerne. Beskadigede eller bortkomne bøger skal erstattes.