4 Musiklærere på Musikcamp

Vi har i weekenden 4 af vores musiklærere afsted på musikcamp.

Her afholdes nemlig en musikcamp med forskellige workshops. For eksempel er sangeren Tue West gæstelærer på en workshop om sangskrivning, mens rapperen CX CX Chu Chu skal lære deltagerne om rapteknik- og tekster. Dertil vil produceren Esben “Es” Thorhal stå for en produktionsworkshop, hvor børn og unge lærer at lave beats.

De forskellige workshops vil løbe af stablen lørdag – og søndag skal de deltagende børn og unge så selv skrive og indspille deres egen sang. Deltagerne bliver inddelt i grupper og får tilknyttet en coach til at guide dem gennem processen.

Bag workshoppen er samarbejdsgruppen Ungdomsskolen, Campus Bornholm, Svaneke Friskole, Søndermarksskolen, 10. klasseskolen og Foreningen Spillestedet.

Men hvorfor laves workshoppen egentlig?

Ifølge en pressemeddelelse skal workshoppen tænde den musikalske gnist i børn og unge igen.

De ovenstående samarbejdspartnere har nemlig gennem flere år oplevet et fald i børn og unge, som vælger at gå musikkens veje; Musikhuzet har svært ved at finde lokale unge artister, og tilmeldingerne til musik i Ungdomsskolen og Kulturskolen har været faldende. Den samme tendens oplever man også på musiklinjen på Campus.

Søndermarksskolen og 10. klasseskolen lægger lokaler til arrangementet, som starter lørdag den 12. november klokken 09 til 19:30 og igen søndag den 13. november fra klokken 09 til 17:00.