Aktiviteter

Vi vil i SFOen gerne stå for at tilbyde børnene de bedste muligheder for en god og aktiv fritid. Aktiviteter er planlagt efter hvad vi som voksne synes børnene skal tilbydes og hvad børnene selv ønsker at lave.

Krea værksted
SFOens krea værksted har åbent hver dag. Her lægger vi lige stor fokus på børnenes egne ideer og voksenstyret aktiviteter, ligesom vi har lige stor fokus på processen og produktet.
Når vi tilbyder voksenstyret aktiviteter, er det den voksne der igangsætter, viser, guider, og motivere barnet til et bestemt produkt. Her viser vi børnene nye muligheder og færdigheder.

Børnene igangsætter mange ting selv. De udvikler på egne ideer og får ide til et produkt.

Hallen
Vi bruger hallen hver dag. Her er der ofte en voksenstyret aktivitet i den ene del af hallen og mulighed for fri leg i den anden del af hallen.
Den voksenstyrede aktivitet kan være stikbold, fodbold, musik, lege eller diverse fangelege. Her er den voksne med i aktiviteten. Der kan sagtens være flere forskellige aktiviteter i løbet af en dag.
Når vi har fri leg, kan børnene bruge forskellige skumredskaber, rullebræt og bolde m.m. Her leger børnene oftest i små grupper. Grupperne skiftes ofte flere gange i løbet af dagen. Der er gang i kolbøtter, fantasilege og en masse andre lege.

Lege og spil
Vi har forskelligt legetøj i SFOen, som Lego, Playmobil, dukker, brætspil og meget andet. Her kan de i små grupper finde ro og bare lege.
Vi har en medarbejder i arbejdsprøvning der spiller med børnene de dage han er på job. Pt. er det 4 dage om ugen. Det er til stor glæde for børnene, at han altid er klar på at spille spil

Udendørs
Vi har en stor legeplads med forskellige gokarts, cykler og sandlegetøj.
Vi bruger fodboldbanen, der er lige udenfor SFOen. Den bruger vi til fodbold, rundbold og andre boldspil samt diverse lege.
Vi bruger også vores multibane. Her kan børnene spille fodbold, basket, hockey og ellers bare have det sjovt på banen.

Bageværksted
Børnene har mulighed for at bruge skolens madkundskabs lokale én gang om ugen. Her kan der bages brød eller andet mad til dagens cafe, arrangementer eller f.eks. julebag.

Café
Hvad dag tilbyder vi et lille mellemmåltid til børnene. Der bliver sat brød og frugt frem, som børnene kan spise når de har lyst. Børnene får ca. ½ bolle om dagen og må spise det frugt de har lyst til. Frugten får vi sponseret af vores lokale Dagli´ Brugsen.

Ture
Vi tager tit på ture. På de dage henter vi børnene i deres klasse, når de har fri fra skole. Turen kan være til Kildepladsen/Hullehavn, vores lille spot neden for Hjemstavnsbyen eller “Den hemmelige have”. Turene er planlagt på forhånd og skrevet ud til forældrene. Vores erfaring med at hente børnene i klassen lige efter skole er gode. Dermed ved børnene at de skal på tur og at deres klassekammerater også skal det. Mange børn kan godt have svært ved valget mellem tur eller aktiviteter i SFOen, og derved vil mange vælge turen fra. Det er den største grund til at vi beslutter hvem der skal med på tur. Som en af børnene fra 0. klasse har sagt: ”Turene med SFOen er turene jeg ikke vidste, at jeg gerne ville med på”.
Det er er dejligt at se børnene lege i vores fantastiske natur.